Jeg elsker at pille tør voks ud af min hukommelse. Når lynet slår ned i min dagbog. Lange eftermiddage med to, tre venner, hvor det, vi skal er at tage hævn. Jeg elsker penge. Jeg elsker flader, der lugter af andre menneskers afkald. En hvid kind våd af tårer, beskidte badeværelsesgulve, en stramt redt seng. Når alt er rent undtagen halsen. Knaset i Fishermans Friends. Havet når det ikke er dresseret, havet når det er dresseret. Desserter med en hemmelighed i, bare det ikke er en ring. Det at have mange nøgler, hvoraf nogle er til døre, man ikke bruger længere. Jeg elsker at gabe uden der er nogen, der stikker en finger ind i min mund imens. At rive visitkort i stykker. At klamre mig til et minde. At danse alene af sorg. Jeg elsker at le hånligt, le fordi jeg har det bedre end andre, le af noget, der overhovedet ikke er morsomt. Jeg elsker knitrende ledninger over marker, dén summen er en hævn over naturen.
Jeg hader en vedvarende lyd, en tone om natten, der bare bliver ved og ved, nedrigt uden crescendo. Melede kartofler, i det hele taget grøntsager, der ikke træder i karakter. Jeg hader stjernetegn, horoskoper og typeindekser, lette forklaringer og banale mønstergenkendelser. Kønsløshed, kønnethed, kødløse dage. Jeg hader vitaminpiller der smager af pære. BKI-kaffe. Også deres Nescafe. Jeg hader at komme til et sted, hvor jeg har været før uden at opdage det. Jeg hader at blive fortalt ting, jeg burde have kunnet regne ud selv. Jeg hader, når man kan se på mig, at jeg har regnet noget ud. Jeg hader at regne.
