torsdag den 28. november 2013

Serviettynde vægge

Jeg føler mig pludselig dødelig
som om min krop var et hvepsebo
bygget op af grå serviettynde vægge
med travle små dødsengle
i hver en celle
kroppen mæt af disse englenes arbejde ryg mod ryg
og tiden er ikke længere et blafrende lagen i solskinnet
men en ironisk kommentar til hvert hjerteslag

tirsdag den 26. november 2013

Ingen penge

Jeg har ingen INGEN penge
dem du lånte af mig i torsdags ved jeg nu
er tabt for evigt
du gav mig din telefon og sagde hold den lige
og jeg holdt den helt lige
for der var et eller andet for skævt over dig
men vi tog billeder af hinanden der på
Ryparken station
mig og dig mellem togene
vores læber mellem togene
din hånd mellem mine tog
indtil du pludselig blev helt tavs
morgenen gav dig noget at læne dig op ad
og efter en tanke der var lidt utydelig
på din pande
rakte du hånden frem
jeg gav dig mine seneste småmønter
og du tog den tidligste bus
sammen med ordene og pengene


mandag den 25. november 2013

Solramte lufthavnskroner

To dage uden
og min hals allerede sandtør
jeg har ikke talt et helt liv tænker den
og der var endda så meget der skulle snakkes om
fx at du knækkede twixen lige over i lufthavnsbussen
så vi havde fire i stedet for to
fx om de meget røde træer lige inden vi landede
og du tog min hånd og foldede den ud
så jeg kunne se de solramte lufthavnskroner mellem mine fingre
fx om den meget lunkne øl vi havde på vores hotelværelse
som lige fra åbningssekundet smagte som om den kom fra to dage ud i fremtiden

fredag den 22. november 2013

torsdag den 21. november 2013

Sandheden

Fuck de bukser sidder stramt over bulen tænker jeg
og opdager at du er på vej ned på knæ
og du har en pissegrim ring i hånden
og kigger på mig med det alt for voksne blik
og jeg smiler sødt så længe det varer
og lover mig selv
at fortælle dig sandheden når vi vågner

onsdag den 20. november 2013

Feltet

Vi ser Tour de France sammen
og du fortæller om feltet
bagefter falder vi i søvn på sofaen
dig i din Strokes-tshirt
mig med sorte sokker
og da vi vågner er det endnu ikke aften i lejligheden
Du er det eneste der er større end mig

Jeg mister dig

Jeg mister dig
pludselig slipper vi bare hinandens hænder i mængden
og bliver revet over
så menneskefloden kan bære os hver sin vej
det var bare aldrig meningen vi skulle være sammen
når jeg lige at tænke før du finder mig igen

Urutineret

Jeg ser så urutineret ud
som om jeg lige har tabt alle mine blade
og nu sidder med mine beskidte rødder
mellem de andres pæne sko


det er svært at være et ordentligt træ
det kan dreje sig om noget så banalt som
hældning eller grenspredning
hvilke fugle der bygger i toppen

jeg står sjældent alene
jeg står altid alene

en rigtig birk skinner i mørket

Sten

Er der sten under din seng
spørger du bekymret om morgenen
når du vækker mig
og hele dagen går jeg og tænker på det
for du spurgte jo også aftenen før
og vi kiggede sammen
lå der på knæ og så ind i mørket
som dengang vi var børn
Og når næste mørke kommer
og du igen lægger mig i seng
kommer spørgsmålet
uvægerligt over dine læber
som et ekko fra et andet liv

mandag den 18. november 2013

Sommerben

Først nu kan jeg bilde mig noget ind
efter ferskenerne er faldet
det sidste brombær blødende under rusen
en lille splint blev siddende resten af året uden intentioner
det er de samme sommerben bare pakket ind som en gave til vinteren
de samme arme bare meget længere og uden den glatte skønhed
alder betyder ingenting

lørdag den 16. november 2013

Jeg burde

De spinkle bogstaver
i mit navn
kan ikke holde sammen på mig
når det blæser
jeg burde anlægge blade
og danse vildt og hånende



torsdag den 14. november 2013

DIP MIX

Du lavede mig et mixed tape i mol
jeg laved dip mix imens
og det var ikke særlig svært
jeg skulle bare holde skeen lige i munden
så du ikke opdagede at jeg var den
der var var mest ked af det

onsdag den 13. november 2013

Skumdelfiner

Jeg går mig en tur
jeg spiser skumdelfiner
og det minder mig om dig og din smag for saltsild
og andet tungt slik
der lå og klumpede sammen i din lomme
under dine hænder

tirsdag den 12. november 2013

Etnocentrisme-grøden

Menneskerne

bor i en storby og holder avis
løber hver dag i et stykke anlagt natur
kører hybridbil og spiser brunch
gik den lunkne vej fra gymnasiet over uni til en kedelig stilling i et fedt konsulenthus eller en fed stilling i et kedeligt konsulenthus
kender Gellerup, Vollsmose, Tingbjerg ud og ind
fra TV-Avisen og b.dk
der en gang om måneden mødes med vennerne på vinbaren og fortæller 
om deres børns unge lækre pædagogmedhjælper
om deres nye espressomaskine
om kunden kampagnen konkurrenten
om sommerhuset skituren sengen fra Hästens
om hvor svært det er at finde en kommunalpolitiker der repræsenterer dem som individ
og meget muligvis lidt om stress og mavesår
og ikke om manglende muligheder fordomme og ødelæggende traditioner
og i særdeleshed ikke 
om fædre der rejser sig og løsner bæltet eller sidder og gemmer på billeder af nedslidte lande og døde slægtninge indeni
om mødre der krymper sig og vender sig væk
om lillesøstre der bliver voldtaget af tre gange så gamle mænd
om storebrødre der sidder inde som det naturligste i verden
om hjemme som et utrygt, fucked og forbandet sted
om venner der er venner fordi man laver et bræk sammen
eller er venner fordi man ryger sammen
eller er venner fordi man frygter de samme
eller hader de samme
om ”rødderne” der er et fjernt land med løse ender
om "den fri vilje" der blev dræbt af tidligere generationers valg
om ”drømmen” der kun findes som tykke bundter af pengesedler
der kan flytte en langt væk fra alt det man kender
endnu en gang
men denne gang på egen hånd uden at lortet flytter med
for hellere ensom end dette
og man er jo alligevel ensom i dette
og alt dette som vi netop ikke taler om findes
findes findes findes
i langt højere grad end alt det andet
og i langt mere påtrængende grad end de fleste kan forestille sig

mandag den 11. november 2013

søndag den 10. november 2013

Røde negle

Jeg malede mine negle røde
og satte spisepinde i mit hår
jeg ville gerne signalere
feminitet og skødesløshed
nej jeg ville gerne stråle
selvsikkerhed and all that brain
nej jeg ville gerne melde
singlepige med ben i næsen
nej jeg ville egentlig sige
jeg er hot og nem at plukke

Jeg har bare en kneppefast tro på
dig og mig forever

fredag den 8. november 2013

Orkanfugl

Så længe sang fuglen
uden at hvile
orkanen kom for at se den
den løftede træer og huse og biler
men fuglen sad i dens øje

onsdag den 6. november 2013

En dag

Måske kan vi en dag drømme hinandens drømme
måske kan du og jeg love noget vi kan holde
måske holder vi op med at bruge måskeer
- - -

tirsdag den 5. november 2013

Interiør i din fremtid

Der er få steder tilbage
i mig
du ikke allerede har købt
som om alt hvad jeg siger
er et Per Kirkeby-billede
du kan se på når du keder dig
alt hvad jeg gør
er en Børge Mogensen-sofa
du kan tage dine tømmermænd i
alt hvad jeg vil
er interiør i din fremtid

mandag den 4. november 2013

Måske til jul

Min bror kravlede næsten aldrig ned fra sin hule i træet
den første forårsdag
og måske til jul
ellers sad han deroppe som en forvirret fugl i tusmørket
mens de gamle træer lænede sig faretruende ind mod hulen
som om de anstrengte sig for at høre hvad han sagde

søndag den 3. november 2013

Før dag

Klyng dig til mig nat
lyset kommer skarpt og for tidligt
de tre små træer under vinduet
rækker op i blinde
en ukendt fugl henter stilheden
lige før den blegner


lørdag den 2. november 2013

Afdeling

Afdeling Smerte
med bløddyrs lemmer
chips tomhed dropdryp
gipsens skelet

Afdeling Ensom
sovs i en kande
døgn uden timer
siver fra en dør

Afdeling Tomhed
hjem om to dage
med fremmede hænder
og fire Dolol



fredag den 1. november 2013

Spurvedigt

Det regner de sygeste skomagerdrenge
den glød får det korteste liv af alle
de spurve er sindssygt små og friske
dem kaster jeg ingenting efter endnu

Du læser et blad fra mystikkens verden
du beder mig lukke døren helt
du smiler som om du forstår hvad jeg tænker
du ligner en spurv der mangler et skjul