Hvid

Alene og hvid
mig i den åbne verden
se hvor langsomt jeg er villig
til at bevæge mig
for at ikke blive set

Kroppen længes mod lys

Jeg maler stadig hver nat
med mine øjenvipper
der kommer en blå og lægger sig
tæt om dagsresterne
en weekendtaske blå
en gammel ven i en bil blå
en hund med tre ben blå
de grønne drømme rømmer sig blidt
stue med gamle gardiner
jeg er elleve
og noget er spildt ud over fotoalbummet
kroppen længes mod lys
men endnu er det ikke morgen
først gennem den gule tunnel
med skinnende slikpapir på egerne
det lille lysende hul for enden af jordslåetheden
to ukendte venner kører med
jeg vil ikke vælte
jeg plejer ikke at vælte
men det er morgen

Er alle ikke ligeglade

Hvornår skal jeg
snart!
fortælle hvem jeg er
Er alle ikke ligeglade
hvem andre er
giver manden på gaden mig
ikke kun et forsigtigt blik
fordi han brydes ud
af sin migstrøm når vores albuer
summer i forbigående nærvær
i det øjeblik er jeg kun
kvinden der fyldte for meget
og han er manden på gaden
øjeblikket er efter ingen af os overhovedet noget
Er alle ikke ligeglade
når det kommer til stykket
selv når vi forpustede klatrer ned fra hinanden
og ligger side om side i fugtigt sengetøj
er vi ligeglade med
hvem han er
hvem hun er
det er bare eksplosionen der tæller
men selv når jeg køber skumslik
i så let en handling
gør jeg mig umage for at være mig
så den stenede kioskejer ser mere
end den ludende skikkelse ved slikbåsene

Køgekalkule

I Køge kan jeg lave udkantskalkuler
hvor mange spiller banjo i Køge
har alle over 50 deres tænder i Køge
kan man finde en singlemand uden svedskjolder i Køge
hvorfor er rouladerne så gamle i kiosken på den anden side af gågaden
i Køge
der er da mange der spiser kager i udkanten
det er da netop i Køge man bør få sig et sukkerchok
måske er coken friskere end kagerne
måske lusker Svedskjolden og hans venner ned på Toldbodvej
og køber selvtillidspulver i små poser
måske er der ingen der spiller banjo mister tænder eller køber roulade
i Køge
fordi de har næserne fulde
udkantskalkulen ved det faktisk ikke

b.o.t.t.l.e

jeg har brug for endnu en b.o.t.t.l.e
hemmelige våben kan være grønne
skoven var segnefærdig af lys
ingen ord kunne fylde min mund
min b.o.t.t.l.e er let som et afskedskys
hemmelige våben kan være tomme
du kiggede væk da du gik forbi
ødelagte år kan dækkes med plaster
aldrig en b.o.t.t.l.e uden et skår
hemmelige våben kan være tabte
de vigtigste ord blir sagt på en hverdag
huse kan være for små til at lykkes
finder en b.o.t.t.l.e under min seng
hemmelige våben kan være en drøm
plastre er til for at minde om smerten
skoven er større end træet forstår

Besserwisser

Savn er en menneskelig temperatur
Jeg føler mig alligevel umenneskelig
Vores samhørighed er soft porn
Aftenerne er korte og melodiløse
Forholdet vrider sig og gør
af det bjerg der er vokset frem
Bjerget kan ikke føle og give
men det kan spille besserwisser

Sløvhed

jeg holder mig vågen vha youtube

gamle sager der viser mennesker

der opfyldt af håb til livet

kaster sig ud i tynde elastikker 

står på vandski uden sikkerhedstjek

mener de kan slå saltomortaler 

med deres gravhund hængende om halsen

jeg sidder helt stille og ser 

vidnesbyrd på vidnesbyrd om livets stilstand

blive lagt frem for mine sløve øjne

Status

Øjeblikkets transit
hvor ingen er fortæller
altet bare står
med et ben i hvert sind
her kan man vederlagsfrit
gøre status

Vandets sorte ringe

jeg lægger altid mine dage i vandet

så de bliver drivende brutale

det er ikke med vilje men

dagen står så tæt på natten

den dypper en tå i vandets sorte ringe

jeg samler søen om mig

blæser op og

aftenen sidder øde

Det umulige land

Kom tilbage til dette umulige land
hvor vi sloges dag og nat
drømte sår
revnede mareridt
kom tilbage til dette land
hvor vi sloges dag og nat
på våde lagener
mens vores skygger sov roligt
nu danser de hver nat på vores grav
og alt er kun mulighed
mulighed

Velsignelse

jeg tager mine dage så seriøst
skal gøre min skæbne til min velsignelse
nærmest som om jeg bor i et hjerte

Spille død under månen

Kystbefamling
læsketab
kødsomhed
romantisk dysenteri

leguanisme
saltsynkning
stormslumren
kaffe med vestindisk vagtsomhed

spille død under månen
føle elendighedens rasen
bade i det blide hav
og begynde forfra

Ørevask

har du vasket din ører

spørger han hver lørdag

tager mit hoved mellem sine hænder

stirrer gennem glughullet 

på alt hvad der er mig

jeg vasker aldrig ører

jeg bygger borge af voks

jeg holder mit hoved klart

svarer hver lørdag ja

levende i brændingen

hvordan ville det være gået
hvis jeg var taget med
dengang jeg havde kræfter til det
ville jeg have ofret mit lange hår til dine hænder
ville du have ædt mig
levende i brændingen
nu er jeg en sygdom med et menneske udenom
og du er en gammel mand i en andens favn

ukonkret hvad jeg kunne være

jeg ville ønske
jeg var mere
ingen vil længere have delene
slet ikke jeg selv
det bliver så ukonkret hvad jeg kunne være
hverken e eller k eller m
aldrig mere p
knap nok q
bare lidt buskads rundt om en opgivende nødflåde
en lille knude i et stort tørt hudhav
på vej op i palmen igen

Tyggegummiboble

ikke flere internationale dage tak
jeg er et folk
et med mig selv
kender min rødder til bunds
hvor min tipoldefar i nittende potens
bed næsen af nogens konkurrerende tipoldefar
i nittende potens
og satte mig i spidsen for en verdensorden
med tilhørende fremragende madkultur
og ekstrem nutidsbevidsthed
jeg er først jeg er størst
jeg behøver ikke elske ære eller love nogen noget
min skæbne ligger fiks og fostersammenfoldet
i en tyggegummiboble jeg selv har pustet

Håndtryk

Mænd med slips er venligere end mig
de trykker hånd på tværs af kontinenter
efter interventioner med luftskyts
smiler de til verdenssamfundet
se vi kan være civiliserede siger de
jeg undgår andres hænder
især efter en konflikt
en hånd er et pant
et forsoningssprog jeg ikke taler

Mere sekt end digt

Slip nu det digt
lad det gå mand
jeg leder efter at finde
men opdager det først sent
mine venner siger stop det og
du ender et sted hvor du ikke kan bunde
du ender et sted der rimer langt mere på sekt
end på digt
og jeg leder og leder
jeg mener ordene burde kunne velsigne mig
jeg mener teksten er mindre end det den siger
jeg mener lederen af alt ånd hedder Sprog
jeg slipper det aldrig

Plyskufferten

Jeg har for tusind danske kroner dollars

min kuffert har engang været min mors

hun havde tårer i øjnene da hun gav mig den

nu håber jeg ikke længere sagde hun åndssvagt

som om hun hver dag alle de år havde ventet

med kufferten ved sin side og på hvad

den mand var ikke min far men bare endnu en

der havde krydset hende i et skrøbeligt øjeblik

ingen ville have hende i mere end nogle dage

men lige ham der havde givet hende en kuffert

i lyserøde plys holdt hende ud i to måneder

nok til at gøre hende gravid med den storebror

jeg nogen gange bilder mig ind jeg stadig har

så kørte han og hun aborterede af ensomhed

der gik tre år før hun igen turde give sig hen og

min fars sæd var ikke kold før han tog af sted

min mors hjerte visnede visnede visnede
jeg bærer kufferten varsomt ind i det uvisse

Fald

De store samlinger
falder om os
vi har ingen steder at flygte hen
de store befamlinger
falder på os
vores kroppe er kun et fattigt hjem
ingen må være nogen mere
alle skal være een
vi står her i skyggen af os selv
og dukker os for ånden