tirsdag den 22. september 2015

Blade

Vi gemmer os i persillens ruiner
det er dig der vil
jeg vil være storbladet
jorde de andre
og knase uforsonligt mellem deres tænder
du vil bare have mig
inden du visner



En dag

Jeg sidder i toget
i en bordeauxfarvet velourkjole
en time efter barnløsheden
Dobbeltruden er utæt
en lille bølge ruller frem og tilbage
Det er lige holdt op med at regne
og en dag har jeg glemt denne

Sommer

Vi går tur i stuen
rundt om ordene
det er den slags ferie vi har
Vi bliver overdøvet af havet
der skyller op om fliserne
det er vores egen skyld
Vi må ikke forråde havet
hele vinteren bad vi
hele foråret græd vi
Vi har købt os en sommer
i saltets navn



fredag den 18. september 2015

I toget

Digtet som modpol til SimCorp
og portefølje i toget mod Holte
digtet som kalkuleret pinlighed og panik
to egentlig søde mænd
har ødelagt sig selv
med Blackberries
og mapper af rødt skind
de ved det ikke 
men jeg vil læse for dem
læse deres softwear
sønder og sammen
med massive vokalkadrer
hjernevasker jeg de to ødelagte mænd
mellem Hellerup og Lyngby


torsdag den 17. september 2015

Forbud

Det er ikke tilladt at udføre
usømmelige tidsskrifter
piratkopierede varer
forfalskede pengesedler
beskyttede dyr og planter
fra det fremmedgjorte forhold
jeg tænker over det
sidste gang
på vej ned fra din krop
og tager hvad jeg kan få
med under neglene

tirsdag den 15. september 2015

Små metalborde

Hospitaler er parodier på hospitaler
alle de små metalborde på hjul
de hvide kitler skubber 
instrumenter klirrer om
dem der var heldige
og dem der ikke var
Vinduet der viser Udenfor
som et billede på det normale
Den automatiske dør
er altid lukket
halte halte tilbage
til Den Gule Knap
hver gang jeg trykker den i bund
er jeg Patienten
med den ulyksalige krop
uden værn for talkum
linoleum skyllerumshemmeligheder
grænseoverskredet
og hjulpet


Blank, sort

Blankemestre
slip kludene
stop jeres hænder og læg dem fra jer
fra i morgen vil alting alligevel være sort
ingen kan derefter længere huske
hvorfor alt skulle skinne
lykken er fjern
enden er nær

onsdag den 9. september 2015

Rimfrost

Verden er fuld af fortrængning
livet er aldrig bare
en blomst der blev plukket
når som helst bliver det vinter
rimfrosten først
og ingen slet ikke du
genkender mønstene på ruden

lørdag den 5. september 2015

I nat

Alle famler sig frem i nat
det er som om ordet hårdhed ikke findes
På Mac spiller de Voulez-vous
riffet lægger sig i striber
orange rødt og grønt over mit hoved
det er som om hele verden har taget noget
alle bevægelser bliver ved lidt
og smøres ud en meter efter sin virkelighed
gaden er som hud
jeg kører langs en åre
det er blodet der bestemmer

Alle famler sig frem i nat
hver eneste ansigt er et sprog jeg pludselig husker
Under broen har nogen stillet borde og stole op
dæmpet snak blæser op til mig
som den søde duft i Magasin
jeg skal ikke sove
jeg skal aldrig mere sove

Bås

Jeg går til reception for en ung forfatter
som jeg kender nok til at drikke mig fuld med
Stedet er en kopi af Floss i '80-erne

mørkt og skinnende
ingen taler om at blive fulde
alle bliver det bare
som at trække vejret
jeg er ude af mig selv
vidunderlig fremmed
til jeg går på toilettet
hvor nogen taler lavt og kuldsejlet sammen
i båsen ved siden af
om kærlighedssorg og samfundslede

Hvis du er virkelig ung og inspireret
udgiver du et værk om året
et år er langt nok
hvis man er god til at tælle sekunder
hvert minut har sine tillægsord
Toiletminutterne er lange og uigennemskuelige
fulde af kø og kvalme
løsrevne sætninger stiger op og forsvinder
det svider i øjnene at gå i byen

Jeg bliver pludselig i tvivl om
det her er Floss i '80-erne
om jeg bare blev her
sad tyve år i en bås i City
med forestillingen om livet
og en lunken guldøl som anker
Et wc er vel lige så godt som
alle mulige andre stole
jeg kunne sætte mig på

De banker på
jeg er færdig
jeg har haft minutter nok

Jeg overvejer om det her
er et sted
jeg har råd til at miste