mandag den 21. december 2015

150S

Vemodighedsstress
det er så mørkt at jeg kunne være alle steder
jeg vender mig for at se tallene 
bussen bestemmer
dette er allerede ovre og det og det
de mindste ting
fyren med langt hår på ABBA-måden
måden den båndede kvinde siger Vibenshus Runddel
tasternes små omrids

fredag den 4. december 2015

Om dig

Det er sådan med digte
at de ikke kan sige noget om dig
du skinner
skriver jeg for eksempel
men så er det pludselig bare et ord
eller du er den klogeste jeg kender
det er sandt
men meget fladt at se på
nogen ville kunne
få et digt til at tale smukt
nok
de gamle digtere måske
men kender de dig nok
mig
og kan de fange det lille smertefulde øjeblik 
hvor du ikke tager øjenkontakt
fordi du er bange for at jeg føler noget for dig
vil de ikke bare kaste det på ilden
for at få lov til at se romantikken brænde
hjertet som symbol og ikke organ
der slår mig til vanvid

mandag den 16. november 2015

Hvor længe

Hvor længe skal jeg gå på krykker, krumrygget
bagtrappefyldt med
tankegangart tangerende gangnam
velærværdigt krop, tilspørger jeg dig
hvornår egentlig
hvornår fanden
findes der et udenfor igen
alkymistisk fremkimet på kalveben






tirsdag den 3. november 2015

lørdag den 31. oktober 2015

Hver generation

Hver generation er den sidste
der rigtig kan huske
krigen krisen værdierne
opdragelsen de store politikere
tiden lægger altid fingrene imellem
så alt skal læres forfra
det uendelige findes



søndag den 18. oktober 2015

Alting er romantisk

Alting er romantisk
underbelyst filtreret
at få en bums
at opdage en ny slags yoghurt
at komme for sent til toget
vores jokes rummer en tragedie
vi lever kun fjorten dage endnu
hvert øjeblik der ikke kysses er spildt

Mørke

Jeg tøver og slukker lyset
hjørnerne slipper mørket løs
spøgelser er bedre end ingen 

lørdag den 10. oktober 2015

Fisk

Det er lørdag
vi sidder i bussen og
du har din fiskeskælstrøje på
hver gang får jeg lyst til at råbe
knurhane
som en drift
mod det mønster i naturen
der nær ødelagde mig
vi var varme
sad ved havnen og svøbte os i nuet
du bestilte fra det romantiske kort
du talte med den lille mørkøjede
indtrængende
eller også var det bare sproget
hun kom med vinen
den tungeste af de hvide
havet duggede på glasset
hun kom med fisken
den var naturlig inklusiv skæl
havet var skyllet op på vores bord
og havde efterladt en havmand mellem os
jeg skyndte mig at skære i hans flanke
før vi fik øjenkontakt
mit solstik drak for hurtigt
og min krop måtte svømme hen
på det lille toilet
mellem søvn og overløb
til jeg gispende brød overfladen 
og endelig med kinderne røde af 
vågnelussinger
pinlig uromantisk bevidst
kunne løbe frem og undskylde
men det var den sortøjede der optog din mund



tirsdag den 22. september 2015

Blade

Vi gemmer os i persillens ruiner
det er dig der vil
jeg vil være storbladet
jorde de andre
og knase uforsonligt mellem deres tænder
du vil bare have mig
inden du visner



En dag

Jeg sidder i toget
i en bordeauxfarvet velourkjole
en time efter barnløsheden
Dobbeltruden er utæt
en lille bølge ruller frem og tilbage
Det er lige holdt op med at regne
og en dag har jeg glemt denne

Sommer

Vi går tur i stuen
rundt om ordene
det er den slags ferie vi har
Vi bliver overdøvet af havet
der skyller op om fliserne
det er vores egen skyld
Vi må ikke forråde havet
hele vinteren bad vi
hele foråret græd vi
Vi har købt os en sommer
i saltets navn



fredag den 18. september 2015

I toget

Digtet som modpol til SimCorp
og portefølje i toget mod Holte
digtet som kalkuleret pinlighed og panik
to egentlig søde mænd
har ødelagt sig selv
med Blackberries
og mapper af rødt skind
de ved det ikke 
men jeg vil læse for dem
læse deres softwear
sønder og sammen
med massive vokalkadrer
hjernevasker jeg de to ødelagte mænd
mellem Hellerup og Lyngby


torsdag den 17. september 2015

Forbud

Det er ikke tilladt at udføre
usømmelige tidsskrifter
piratkopierede varer
forfalskede pengesedler
beskyttede dyr og planter
fra det fremmedgjorte forhold
jeg tænker over det
sidste gang
på vej ned fra din krop
og tager hvad jeg kan få
med under neglene

tirsdag den 15. september 2015

Små metalborde

Hospitaler er parodier på hospitaler
alle de små metalborde på hjul
de hvide kitler skubber 
instrumenter klirrer om
dem der var heldige
og dem der ikke var
Vinduet der viser Udenfor
som et billede på det normale
Den automatiske dør
er altid lukket
halte halte tilbage
til Den Gule Knap
hver gang jeg trykker den i bund
er jeg Patienten
med den ulyksalige krop
uden værn for talkum
linoleum skyllerumshemmeligheder
grænseoverskredet
og hjulpet


Blank, sort

Blankemestre
slip kludene
stop jeres hænder og læg dem fra jer
fra i morgen vil alting alligevel være sort
ingen kan derefter længere huske
hvorfor alt skulle skinne
lykken er fjern
enden er nær

onsdag den 9. september 2015

Rimfrost

Verden er fuld af fortrængning
livet er aldrig bare
en blomst der blev plukket
når som helst bliver det vinter
rimfrosten først
og ingen slet ikke du
genkender mønstene på ruden

lørdag den 5. september 2015

I nat

Alle famler sig frem i nat
det er som om ordet hårdhed ikke findes
På Mac spiller de Voulez-vous
riffet lægger sig i striber
orange rødt og grønt over mit hoved
det er som om hele verden har taget noget
alle bevægelser bliver ved lidt
og smøres ud en meter efter sin virkelighed
gaden er som hud
jeg kører langs en åre
det er blodet der bestemmer

Alle famler sig frem i nat
hver eneste ansigt er et sprog jeg pludselig husker
Under broen har nogen stillet borde og stole op
dæmpet snak blæser op til mig
som den søde duft i Magasin
jeg skal ikke sove
jeg skal aldrig mere sove

Bås

Jeg går til reception for en ung forfatter
som jeg kender nok til at drikke mig fuld med
Stedet er en kopi af Floss i '80-erne

mørkt og skinnende
ingen taler om at blive fulde
alle bliver det bare
som at trække vejret
jeg er ude af mig selv
vidunderlig fremmed
til jeg går på toilettet
hvor nogen taler lavt og kuldsejlet sammen
i båsen ved siden af
om kærlighedssorg og samfundslede

Hvis du er virkelig ung og inspireret
udgiver du et værk om året
et år er langt nok
hvis man er god til at tælle sekunder
hvert minut har sine tillægsord
Toiletminutterne er lange og uigennemskuelige
fulde af kø og kvalme
løsrevne sætninger stiger op og forsvinder
det svider i øjnene at gå i byen

Jeg bliver pludselig i tvivl om
det her er Floss i '80-erne
om jeg bare blev her
sad tyve år i en bås i City
med forestillingen om livet
og en lunken guldøl som anker
Et wc er vel lige så godt som
alle mulige andre stole
jeg kunne sætte mig på

De banker på
jeg er færdig
jeg har haft minutter nok

Jeg overvejer om det her
er et sted
jeg har råd til at miste

tirsdag den 18. august 2015

Ny cykel

Jeg ved ikke hvorfor
men min cykel gør mig
mere og mere glad
den er bare brugt 
og har været en andens længe
nu står den og danser en akavet dans
i flexrummet sammen med en sort
og meget yngre herrecykel af mærke
Kryptonite
og jeg sidder og tænker på hende jeg
købte den af
der var norsk på den der måde
at intet ondt kunne være skabt i hende
hun fik 1000 kroner og jeg fik en cykel
der havde noe rust men cykelkurv
hvad jeg ikke så
fordi klokken var efter ti
og vi stod ude i en mørk have
og jeg havde det som om jeg handlede stoffer
som om der ville komme nogen og tage mig i at købe en cykel fra en næsten mindreårig
"Det er kun til eget forbrug," ville jeg sige
når de lyste mig ind i ansigtet
Hvad jeg ikke så den aften i haven var
de der strejf af selvlysende gul spraymaling her og der
på undersiden af det råhvide stel
de står og lyser mod alt det ensfarvede
det må være dem der gør mig gladere
ja det er helt klart dem

onsdag den 29. juli 2015

Midtårskrise

Det er stadig juli
jeg luner mig ved det
det er også det eneste
jeg kan lune mig ved
Om lidt skifter bladene farve
det er ikke odiøst
men i år får jeg panik
august er grænseoverskridende
jeg har midtårskrise
det er noget med hvad man har nået
og jeg har nået meget
men kunne have nået mere
mere personlige resultater
eller familiemæssige resultater
som min far der altid øverst på ønskesedlen skriver
en lykkelig familie
det står der år efter år
selv om man synes
det går sgu da meget godt
kommer den der til marts og december
en lykkelig familie
der er selvfølgelig stadig længe til jul
men jeg har haft fra marts
til at skabe resultater i
jeg bliver ved med at gå i klipklapper
og forlænge en sommer
der slet ikke har været her i år
men kalenderåret ruller frem
det stormer allerede lidt i dag

At være sammen med sine børn

Hvad får man ud af at være sammen med sine børn
andet end lus og børneorm
færre drinks
venner som kun kan tale om børn
tomme lommer
og et passivt aggressivt spejlbillede

Du er sådan en mor
der gerne vil blive ved med at være ung
siger du
Ja hvem fanden vil ikke det

Men du har ingen børn
og du drømmer om små bløde hænder
der griber om din finger
knæsår du kan sætte plaster på og
tegninger du kan beundre
At forme et menneske man selv har skabt
siger du
må da være den vigtigste opgave i livet

Vigtig ja
men sgu da ikke sjov
Selv når vi sidder
i vores finest hour
med slikposer mellem lårene
og Frost på DVD'en
børneansigterne er hypnotiseret af fredag
og
ham og jeg kan sende hinanden et lettet smil over rødvinsglasset
sker der jo fucking ikke mere end at
ham og jeg kan sende hinanden et lettet smil over rødvinsglasset

Jamen så er det fordi I har indrettet jer for stramt
siger du
og gør dig umage for ikke at lyde bedrevidende
Stramt?
Ja, hvis der ikke er plads til at lege Kluddermor og grine over opvasken eller spille mur og fryse bananer ned med en pind i
ikke sådan noget glitterbladsagtigt noget med perfekte forældre
altså bare almindelige ting man laver
sammen med sin familie fordi man elsker dem
og prioriterer dem ikk

Jeg elsker og prioriterer min familie
det er derfor det gør så ondt
at det ikke går bedre

Måske går det i virkeligheden også meget godt
du kan godt komme til at hænge med mulen hvis du har for travlt
siger du

Ja det er sandt
at jeg har lettere ved at se det sorte end det hvide i hverdagen
hverdagen måtte for min skyld godt skride ad helvede til
så jeg kun havde weekenderne tilbage
de særlige to en halv dag som skinner af tidlig vin og undtagelsestilstand
hvor de tusindvis af regler kan overskrides med et skuldertræk
vi børster ikke tænder i weekenden
vi sidder oppe hele natten
den yngste sover til klokken ni og spiller iPad til det står hende ud af ørerne
den ældste kommer først ud fra værelset over middag med hormonaura
vi læser avis til vores blødkogte æg
godt nok kun fem sætninger ad gangen
før vi bliver afbrudt
men vi læser avis til vores blødkogte æg
vi kører ned til stranden og slår smut
vi skændes over ting der bliver væk
men ikke nær så meget som over
ting der bliver væk i hverdagen

Det lyder da meget godt
siger du

Ildmanuskriptet og lortedokumentet

Jeg prøver at åbne et vindue
men får beskeder fra Google som jeg ikke gider læse
eller jeg har ikke tid for
jeg skal åbne et lortedokument
og der sker det at mit ildmanuskript åbner
i stedet
det er magisk
alle overspringshandlingers moder
jeg får vand i øjnene
det ildmanuskript kræver omsorg
men min tid er delt op mellem clips
og andre clips
kopper dårlig kaffe og andre kopper dårlig kaffe
jeg sidder og lader dem synke ind
de sætninger jeg skrev da jeg sidst dissede lortedokumentet
og jeg begynder at klippe
som en vanvittig
lægge hele ildmanuskriptet ovre i lortedokumentet
oveni ind imellem
så alle livslinjerne parrer sig med arbejdssætningerne og sætter ild i dem
så begge dør og genopstår som en ny fugl
med gyldne vinger
Så printer jeg det og sætter en clips på

mandag den 27. juli 2015

Sensor

Åh så meget den lille sensor skulle lægge øje til
og så havde han kun det ene
Det var ikke fordi de var særlig ulækre
menneskene
de sked, pudsede næse og hældte vandet fra
som alle reklamefolk nu gør det
Det var gråden der udmattede
Når de græd
glemte de alt omkring sig
sad bare sammenkrummet
mænd som kvinder
eller stod foran spejlet
opløste
til alt stod stille og sensoren måtte slukke og gøre mørkt
sende den grædende ud i det tomme rum
Og som om det ikke var nok vinkede de ikke
De vinkede ikke
De ønskede ikke at få lyset igen
Sensoren blinkede med sit orange øje mens de sad med deres dæmpede snøft i det sorte
Men det værste var
at når de så bevægede sig igen
så lagde de bare hånden over sensoren
som for at markere
at det at vinke til lyset er en illusion

tirsdag den 14. juli 2015

Bestemt

Hvorfor sørger jeg så meget?
Fordi jeg fik så lidt med derfra



torsdag den 18. juni 2015

Der er en mørk fugl på mit vindue

Der er en mørk fugl på mit vindue
så ingen kan flyve herind
en let storm danser om husets hjørner
granerne hvisker i provinsen
men ingen er så vrede som os i byerne
vi kan ikke bruge vores hjerte længere
men vi har heller intet Sverige
vælgerhavet stønner og sukker
skumtoppene fyger fra aften til aften
jeg går med saltet mellem tæerne
og mærker bombeflyene som en bas i mine organer
grænsebommenes pæle dundre i undergrunden
faklerne tændes i Favrskov
humanisterne skal ryges ud
degenerationen viser os sine tandrødder 
de gamle gulnede dokumenter findes frem
men også nye
brintoverilteblegede
der siger det samme:
Solen er vågnet!
Vi kan hade uden skam
vi kan knytte vores næver
vi kan spille violin mens rosenmarkerne brænder
vi kan skide på alle andre end os selv
der vil være en gud
der vil være penge
og skråsikre meninger
fritidshelikoptere
snaps i glasset
nemme damer
græd ikke
ingen troede for alvor på godheden
bundlinjen behøver dig
det er lyrik for gråspurve
det måtte jo ske






tirsdag den 16. juni 2015

Sov igennem uden gråd


Epilepsi. Feng Shui.
Fodsvamp. Furunkler.
Glutenallergi. Gonokokker.
Haresyge. Hikke. Hornhindesår. Hælspore.
Jalousi. Medicindans. Neglesvamp. Nyresvigt.
Omskæring.  Opdragelse. Organiske psykoser.
Pacemaker. Pilates.
Piskesmæld. Pædofili.
Rabies.
Selvmord. Skarlagensfeber. Sukkerhysteri.
Skinnebenssår. Skizofreni. Skrumpelever.
Skæv storetå. Slap livmoderhals.
Spytsten. Støvlunge. Svælgkatar.
Tandløsning. Tarmslyng.
Testikelsnoning.  Tics. Træthedsfraktur.
Tuberkulose. Tumorer i spytkirtlerne.
Tvangstanker. Tyfus. Urteterapi.
Vaginisme. Vandbrok. Vorter. Vævsdød.

mandag den 1. juni 2015

Ingen

Så går jeg over
i det andet hjørne
mærker halsen blive øm 
der er heller ingen her


tirsdag den 26. maj 2015

Restylane

Jeg har fået et kæmpe stort forkølelsessår på læben
jeg ligner Paradise og For lækker til
love
Restylane drømmer om svulstighed 
hver nat
det er sandt at smukke mennesker har det lettere
i dag blev jeg tilbudt billigt hakkekød

søndag den 26. april 2015

Hej, jeg hedder Klaus Rifbjerg

Jeg nupper navnet Klaus Rifbjerg
nu hvor det ikke er optaget længere

Klaus Rifbjerg kan nu fremvise en anseelig D-skål
Klaus Rifbjerg er nu en blanding af A- og B-menneske
Klaus Rifbjerg køber nu sine fødselsdagsinvitationer i Tiger
Klaus Rifbjerg kører nu på Rejsekort og pendler dagligt fra Hellerup til Vesterbro
Klaus Rifbjerg synes nu, at Olafur Eliassons Riverbed er en fis i en hornlygte
Klaus Rifbjerg læser nu lige så gerne ny dansk litteratur som Céline
Klaus Rifbjerg er nu ikke debuteret endnu
Klaus Rifbjerg kæmper nu med neglebidning
Klaus Rifbjerg ville nu ønske, at alder ingen betydning havde
Klaus Rifbjerg skænker sig nu en gin og tonic med lime
Klaus Rifbjerg kan nu godt lide at drikke med sugerør
Klaus Rifbjerg vil nu gå i seng, allerede tynget af sit nye navn

mandag den 30. marts 2015

Hun

Hele bussen ventede på hende
og hendes hat
hendes handsker
hun var ikke ret elegant
hendes hvide støvler var grå
jeg var interesseret
da hun steg ud ville jeg se hendes ansigt
men selvfølgelig gik hun til højre
ude af syne
og blev ved med at være litteratur


torsdag den 26. marts 2015

Det er fordi

Det er fordi jeg er så træt
Eller
Det er fordi jeg har opnået alt det jeg ville
Eller
Det er fordi jeg hele tiden gør det samme
Eller
Det er fordi jeg venter
Eller
Det er fordi jeg stadig møder de dumme drenge i byen
gør min krop til glas
spiser junk food om søndagen
Falder i søvn
Vågner
Stadig

torsdag den 19. marts 2015

Mit

Jeg lægger det her
det er et æg 
eller det er et organ
jeg lovede at give det væk
donere det
nu ligger det her
jeg har brug for at sige farvel
jeg har brug for at beholde det
jeg har så lidt der er mit
jeg holder om det som om jeg elsker det
selvom det er slim og forbindelser
jeg elsker det
jeg logger ind og trykker fortryd
Det er ikke første gang

onsdag den 4. marts 2015

Gammel

Så blev vi så gamle
at vi troede ung
var lig med farver og musik
så blev det så pinligt
at dem der stadig var det
måtte bære os væk
så måtte vi udfylde rollen
som ægte gammel 
virkelig glemme 
virkelig smide alderen af os
så døde vi

Det er rigtigt nok

Jeg er bevæbnet med velour

torsdag den 12. februar 2015

På vej

Min kinesiske buschauffør
hører kærlighedsslagere
der ligger et lille lag gul dis
over søerne
ansigterne er blanke
stadig svøbt i nattens ensomhed
jeg er på vej

søndag den 25. januar 2015

stimmel

det er på vej
skyerne står på kanten 
stimler tvivlrådigt
på kanten af brølet
og jeg vil rammes
af det usandsynlige




Et hus af træ

Jeg bygger et hus af træ
du stemmer i med dine maskiner
ingen ingeniører
bare håbet om mindre dystopi
arbejdet kalder på tavshed
og ekspertise
vi måler og lægger frem 
vi skærer og passer til
det er det vi kan nu

søndag den 18. januar 2015

Hvis

vi havde været venner i nogle måneder
da hun gav mig en blå pude med ordet "undskyld" broderet på
uden yderligere forklaring
det startede et stykke detaktivarbejde

jeg sad foran computeren hver aften
og opstøvede mine brugte dage
med undskyld'et siddende i sofaen
som et uhyggeligt øje

der var intet sket i vores venskab
hun var altid meget omhyggelig i mit selskab
efter nogen dage ringede jeg til hende og gav op
hun lo

det var bare
hvis jeg nu kom til at gøre dig ondt en dag
sagde hun så

onsdag den 7. januar 2015

Ikke en fugl

Jeg vil ikke skrive om det her
nætterne fluerne mælken
kloragtig 
hovederne i det blå
der burde gøre mig lykkelig
jeg har drømt om det her
længe i kulden
jeg så en fugl for mig
den fløj lavt og rødligt
ingen kunne nå den

lørdag den 3. januar 2015

Jeg sidder over Spanien
med min fastfoodmave
jeg læser om at gå
jeg læser i fem timer
jeg er totalt opslugt af magre landskaber
da bogen er færdig er min mave flad
vi lander nær Afrika
det første jeg får øje på et blikskur
jeg beslutter mig for at gå
til blikskuret forsvinder og alt er hvidt