150S

Vemodighedsstress

det er så mørkt at jeg kunne være alle steder

jeg vender mig for at se tallene 

bussen bestemmer

dette er allerede ovre og det og det

de mindste ting

fyren med langt hår på ABBA-måden

måden den båndede kvinde siger Vibenshus Runddel

tasternes små omrids

Om dig

Det er sådan med digte

at de ikke kan sige noget om dig

du skinner

skriver jeg for eksempel

men så er det pludselig bare et ord

eller du er den klogeste jeg kender

det er sandt

men meget fladt at se på

nogen ville kunne

få et digt til at tale smukt

nok

de gamle digtere måske

men kender de dig nok

mig

og kan de fange det lille smertefulde øjeblik 

hvor du ikke tager øjenkontakt

fordi du er bange for at jeg føler noget for dig

vil de ikke bare kaste det på ilden

for at få lov til at se romantikken brænde

hjertet som symbol og ikke organ

der slår mig til vanvid

Hvor længe

Hvor længe skal jeg gå på krykker, krumrygget
bagtrappefyldt med
tankegangart tangerende gangnam
velærværdigt krop, tilspørger jeg dig
hvornår egentlig
hvornår fanden
findes der et udenfor igen
alkymistisk fremkimet på kalveben

Haiku 1

Jeg tager piller

Det er fem dage siden

det blev efterår

Hver generation

Hver generation er den sidste

der rigtig kan huske

krigen krisen værdierne

opdragelsen de store politikere

tiden lægger altid fingrene imellem

så alt skal læres forfra

det uendelige findes

Alting er romantisk

Alting er romantisk

underbelyst filtreret

at få en bums

at opdage en ny slags yoghurt

at komme for sent til toget

vores jokes rummer en tragedie

vi lever kun fjorten dage endnu

hvert øjeblik der ikke kysses er spildt

Mørke

Jeg tøver og slukker lyset

hjørnerne slipper mørket løs

spøgelser er bedre end ingen 

Fisk

Det er lørdag

vi sidder i bussen og

du har din fiskeskælstrøje på

hver gang får jeg lyst til at råbe

knurhane

som en drift

mod det mønster i naturen

der nær ødelagde mig

vi var varme

sad ved havnen og svøbte os i nuet

du bestilte fra det romantiske kort

du talte med den lille mørkøjede

indtrængende

eller også var det bare sproget

hun kom med vinen

den tungeste af de hvide

havet duggede på glasset

hun kom med fisken

den var naturlig inklusiv skæl

havet var skyllet op på vores bord

og havde efterladt en havmand mellem os

jeg skyndte mig at skære i hans flanke
før vi fik øjenkontakt

mit solstik drak for hurtigt

og min krop måtte svømme hen

på det lille toilet

mellem søvn og overløb

til jeg gispende brød overfladen 

og endelig med kinderne røde af 

vågnelussinger

pinlig uromantisk bevidst

kunne løbe frem og undskylde

men det var den sortøjede der optog din mund

Blade

Vi gemmer os i persillens ruiner

det er dig der vil

jeg vil være storbladet

jorde de andre

og knase uforsonligt mellem deres tænder

du vil bare have mig

inden du visner

En dag

Jeg sidder i toget

i en bordeauxfarvet velourkjole

en time efter barnløsheden

Dobbeltruden er utæt

en lille bølge ruller frem og tilbage

Det er lige holdt op med at regne
og en dag har jeg glemt denne

Sommer

Vi går tur i stuen

rundt om ordene

det er den slags ferie vi har

Vi bliver overdøvet af havet

der skyller op om fliserne

det er vores egen skyld

Vi må ikke forråde havet

hele vinteren bad vi

hele foråret græd vi

Vi har købt os en sommer

i saltets navn

I toget

Digtet som modpol til SimCorp

og portefølje i toget mod Holte

digtet som kalkuleret pinlighed og panik

to egentlig søde mænd

har ødelagt sig selv

med Blackberries

og mapper af rødt skind

de ved det ikke 

men jeg vil læse for dem

læse deres softwear

sønder og sammen
med massive vokalkadrer
hjernevasker jeg de to ødelagte mænd

mellem Hellerup og Lyngby

Forbud

Det er ikke tilladt at udføre
usømmelige tidsskrifter
piratkopierede varer
forfalskede pengesedler
beskyttede dyr og planter
fra det fremmedgjorte forhold
jeg tænker over det
sidste gang
på vej ned fra din krop
og tager hvad jeg kan få
med under neglene

Små metalborde

Hospitaler er parodier på hospitaler

alle de små metalborde på hjul

de hvide kitler skubber 

instrumenter klirrer om

dem der var heldige

og dem der ikke var

Vinduet der viser Udenfor

som et billede på det normale

Den automatiske dør

er altid lukket

halte halte tilbage

til Den Gule Knap

hver gang jeg trykker den i bund

er jeg Patienten

med den ulyksalige krop

uden værn for talkum

linoleum skyllerumshemmeligheder

grænseoverskredet

og hjulpet

Blank, sort

Blankemestre
slip kludene
stop jeres hænder og læg dem fra jer
fra i morgen vil alting alligevel være sort
ingen kan derefter længere huske
hvorfor alt skulle skinne
lykken er fjern
enden er nær

Rimfrost

Verden er fuld af fortrængning

livet er aldrig bare

en blomst der blev plukket

når som helst bliver det vinter

rimfrosten først

og ingen slet ikke du

genkender mønstene på ruden

I nat

Alle famler sig frem i nat
det er som om ordet hårdhed ikke findes
På Mac spiller de Voulez-vous
riffet lægger sig i striber
orange rødt og grønt over mit hoved
det er som om hele verden har taget noget
alle bevægelser bliver ved lidt
og smøres ud en meter efter sin virkelighed
gaden er som hud
jeg kører langs en åre
det er blodet der bestemmer

Alle famler sig frem i nat
hver eneste ansigt er et sprog jeg pludselig husker
Under broen har nogen stillet borde og stole op
dæmpet snak blæser op til mig
som den søde duft i Magasin
jeg skal ikke sove
jeg skal aldrig mere sove

Bås

Jeg går til reception for en ung forfatter
som jeg kender nok til at drikke mig fuld med
Stedet er en kopi af Floss i '80-erne

mørkt og skinnende
ingen taler om at blive fulde
alle bliver det bare
som at trække vejret
jeg er ude af mig selv
vidunderlig fremmed
til jeg går på toilettet
hvor nogen taler lavt og kuldsejlet sammen
i båsen ved siden af
om kærlighedssorg og samfundslede

Hvis du er virkelig ung og inspireret
udgiver du et værk om året
et år er langt nok
hvis man er god til at tælle sekunder
hvert minut har sine tillægsord
Toiletminutterne er lange og uigennemskuelige
fulde af kø og kvalme
løsrevne sætninger stiger op og forsvinder
det svider i øjnene at gå i byen

Jeg bliver pludselig i tvivl om
det her er Floss i '80-erne
om jeg bare blev her
sad tyve år i en bås i City
med forestillingen om livet
og en lunken guldøl som anker
Et wc er vel lige så godt som
alle mulige andre stole
jeg kunne sætte mig på

De banker på
jeg er færdig
jeg har haft minutter nok

Jeg overvejer om det her
er et sted
jeg har råd til at miste

Ny cykel

Jeg ved ikke hvorfor

men min cykel gør mig

mere og mere glad

den er bare brugt 

og har været en andens længe

nu står den og danser en akavet dans

i flexrummet sammen med en sort

og meget yngre herrecykel af mærke

Kryptonite

og jeg sidder og tænker på hende jeg

købte den af

der var norsk på den der måde

at intet ondt kunne være skabt i hende

hun fik 1000 kroner og jeg fik en cykel

der havde noe rust men cykelkurv

hvad jeg ikke så

fordi klokken var efter ti

og vi stod ude i en mørk have

og jeg havde det som om jeg handlede stoffer

som om der ville komme nogen og tage mig i at købe en cykel fra en næsten mindreårig

"Det er kun til eget forbrug," ville jeg sige

når de lyste mig ind i ansigtet

Hvad jeg ikke så den aften i haven var

de der strejf af selvlysende gul spraymaling her og der

på undersiden af det råhvide stel

de står og lyser mod alt det ensfarvede

det må være dem der gør mig gladere

ja det er helt klart dem

Midtårskrise

Det er stadig juli
jeg luner mig ved det
det er også det eneste
jeg kan lune mig ved
Om lidt skifter bladene farve
det er ikke odiøst
men i år får jeg panik
august er grænseoverskridende
jeg har midtårskrise
det er noget med hvad man har nået
og jeg har nået meget
men kunne have nået mere
mere personlige resultater
eller familiemæssige resultater
som min far der altid øverst på ønskesedlen skriver
en lykkelig familie
det står der år efter år
selv om man synes
det går sgu da meget godt
kommer den der til marts og december
en lykkelig familie
der er selvfølgelig stadig længe til jul
men jeg har haft fra marts
til at skabe resultater i
jeg bliver ved med at gå i klipklapper
og forlænge en sommer
der slet ikke har været her i år
men kalenderåret ruller frem
det stormer allerede lidt i dag

At være sammen med sine børn

Hvad får man ud af at være sammen med sine børn
andet end lus og børneorm
færre drinks
venner som kun kan tale om børn
tomme lommer
og et passivt aggressivt spejlbillede

Du er sådan en mor
der gerne vil blive ved med at være ung
siger du
Ja hvem fanden vil ikke det

Men du har ingen børn
og du drømmer om små bløde hænder
der griber om din finger
knæsår du kan sætte plaster på og
tegninger du kan beundre
At forme et menneske man selv har skabt
siger du
må da være den vigtigste opgave i livet

Vigtig ja
men sgu da ikke sjov
Selv når vi sidder
i vores finest hour
med slikposer mellem lårene
og Frost på DVD'en
børneansigterne er hypnotiseret af fredag
og
ham og jeg kan sende hinanden et lettet smil over rødvinsglasset
sker der jo fucking ikke mere end at
ham og jeg kan sende hinanden et lettet smil over rødvinsglasset

Jamen så er det fordi I har indrettet jer for stramt
siger du
og gør dig umage for ikke at lyde bedrevidende
Stramt?
Ja, hvis der ikke er plads til at lege Kluddermor og grine over opvasken eller spille mur og fryse bananer ned med en pind i
ikke sådan noget glitterbladsagtigt noget med perfekte forældre
altså bare almindelige ting man laver
sammen med sin familie fordi man elsker dem
og prioriterer dem ikk

Jeg elsker og prioriterer min familie
det er derfor det gør så ondt
at det ikke går bedre

Måske går det i virkeligheden også meget godt
du kan godt komme til at hænge med mulen hvis du har for travlt
siger du

Ja det er sandt
at jeg har lettere ved at se det sorte end det hvide i hverdagen
hverdagen måtte for min skyld godt skride ad helvede til
så jeg kun havde weekenderne tilbage
de særlige to en halv dag som skinner af tidlig vin og undtagelsestilstand
hvor de tusindvis af regler kan overskrides med et skuldertræk
vi børster ikke tænder i weekenden
vi sidder oppe hele natten
den yngste sover til klokken ni og spiller iPad til det står hende ud af ørerne
den ældste kommer først ud fra værelset over middag med hormonaura
vi læser avis til vores blødkogte æg
godt nok kun fem sætninger ad gangen
før vi bliver afbrudt
men vi læser avis til vores blødkogte æg
vi kører ned til stranden og slår smut
vi skændes over ting der bliver væk
men ikke nær så meget som over
ting der bliver væk i hverdagen

Det lyder da meget godt
siger du

Ildmanuskriptet og lortedokumentet

Jeg prøver at åbne et vindue
men får beskeder fra Google som jeg ikke gider læse
eller jeg har ikke tid for
jeg skal åbne et lortedokument
og der sker det at mit ildmanuskript åbner
i stedet
det er magisk
alle overspringshandlingers moder
jeg får vand i øjnene
det ildmanuskript kræver omsorg
men min tid er delt op mellem clips
og andre clips
kopper dårlig kaffe og andre kopper dårlig kaffe
jeg sidder og lader dem synke ind
de sætninger jeg skrev da jeg sidst dissede lortedokumentet
og jeg begynder at klippe
som en vanvittig
lægge hele ildmanuskriptet ovre i lortedokumentet
oveni ind imellem
så alle livslinjerne parrer sig med arbejdssætningerne og sætter ild i dem
så begge dør og genopstår som en ny fugl
med gyldne vinger
Så printer jeg det og sætter en clips på

Sensor

Åh så meget den lille sensor skulle lægge øje til

og så havde han kun det ene

Det var ikke fordi de var særlig ulækre

menneskene

de sked, pudsede næse og hældte vandet fra

som alle reklamefolk nu gør det

Det var gråden der udmattede

Når de græd

glemte de alt omkring sig

sad bare sammenkrummet

mænd som kvinder

eller stod foran spejlet

opløste

til alt stod stille og sensoren måtte slukke og gøre mørkt

sende den grædende ud i det tomme rum

Og som om det ikke var nok vinkede de ikke

De vinkede ikke

De ønskede ikke at få lyset igen

Sensoren blinkede med sit orange øje mens de sad med deres dæmpede snøft i det sorte

Men det værste var

at når de så bevægede sig igen

så lagde de bare hånden over sensoren

som for at markere

at det at vinke til lyset er en illusion

Bestemt

Hvorfor sørger jeg så meget?

Fordi jeg fik så lidt med derfra

Der er en mørk fugl på mit vindue

Der er en mørk fugl på mit vindue
så ingen kan flyve herind
en let storm danser om husets hjørner
granerne hvisker i provinsen
men ingen er så vrede som os i byerne
vi kan ikke bruge vores hjerte længere
men vi har heller intet Sverige
vælgerhavet stønner og sukker
skumtoppene fyger fra aften til aften
jeg går med saltet mellem tæerne
og mærker bombeflyene som en bas i mine organer
grænsebommenes pæle dundre i undergrunden
faklerne tændes i Favrskov
humanisterne skal ryges ud
degenerationen viser os sine tandrødder 
de gamle gulnede dokumenter findes frem
men også nye
brintoverilteblegede
der siger det samme:
Solen er vågnet!
Vi kan hade uden skam
vi kan knytte vores næver
vi kan spille violin mens rosenmarkerne brænder
vi kan skide på alle andre end os selv
der vil være en gud
der vil være penge
og skråsikre meninger
fritidshelikoptere
snaps i glasset
nemme damer
græd ikke
ingen troede for alvor på godheden
bundlinjen behøver dig
det er lyrik for gråspurve
det måtte jo ske

Sov igennem uden gråd

Epilepsi. Feng Shui.

Fodsvamp. Furunkler.

Glutenallergi. Gonokokker.

Haresyge. Hikke. Hornhindesår. Hælspore.

Jalousi. Medicindans. Neglesvamp. Nyresvigt.

Omskæring.  Opdragelse. Organiske psykoser.

Pacemaker. Pilates.

Piskesmæld. Pædofili.

Rabies.

Selvmord. Skarlagensfeber. Sukkerhysteri.

Skinnebenssår. Skizofreni. Skrumpelever.

Skæv storetå. Slap livmoderhals.

Spytsten. Støvlunge. Svælgkatar.

Tandløsning. Tarmslyng.

Testikelsnoning.  Tics. Træthedsfraktur.

Tuberkulose. Tumorer i spytkirtlerne.

Tvangstanker. Tyfus. Urteterapi.

Vaginisme. Vandbrok. Vorter. Vævsdød.

Ingen

Så går jeg over

i det andet hjørne

mærker halsen blive øm 

der er heller ingen her

Restylane

Jeg har fået et kæmpe stort forkølelsessår på læben

jeg ligner Paradise og For lækker til

love

Restylane drømmer om svulstighed 

hver nat

det er sandt at smukke mennesker har det lettere

i dag blev jeg tilbudt billigt hakkekød

Hej, jeg hedder Klaus Rifbjerg

Jeg nupper navnet Klaus Rifbjerg
nu hvor det ikke er optaget længere

Klaus Rifbjerg kan nu fremvise en anseelig D-skål
Klaus Rifbjerg er nu en blanding af A- og B-menneske
Klaus Rifbjerg køber nu sine fødselsdagsinvitationer i Tiger
Klaus Rifbjerg kører nu på Rejsekort og pendler dagligt fra Hellerup til Vesterbro
Klaus Rifbjerg synes nu, at Olafur Eliassons Riverbed er en fis i en hornlygte
Klaus Rifbjerg læser nu lige så gerne ny dansk litteratur som Céline
Klaus Rifbjerg er nu ikke debuteret endnu
Klaus Rifbjerg kæmper nu med neglebidning
Klaus Rifbjerg ville nu ønske, at alder ingen betydning havde
Klaus Rifbjerg skænker sig nu en gin og tonic med lime
Klaus Rifbjerg kan nu godt lide at drikke med sugerør
Klaus Rifbjerg vil nu gå i seng, allerede tynget af sit nye navn

Hun

Hele bussen ventede på hende

og hendes hat

hendes handsker

hun var ikke ret elegant

hendes hvide støvler var grå

jeg var interesseret

da hun steg ud ville jeg se hendes ansigt

men selvfølgelig gik hun til højre

ude af syne

og blev ved med at være litteratur

Det er fordi

Det er fordi jeg er så træt

Eller

Det er fordi jeg har opnået alt det jeg ville

Eller

Det er fordi jeg hele tiden gør det samme

Eller

Det er fordi jeg venter

Eller

Det er fordi jeg stadig møder de dumme drenge i byen

gør min krop til glas

spiser junk food om søndagen

Falder i søvn

Vågner

Stadig

Mit

Jeg lægger det her

det er et æg 

eller det er et organ

jeg lovede at give det væk

donere det

nu ligger det her

jeg har brug for at sige farvel

jeg har brug for at beholde det

jeg har så lidt der er mit

jeg holder om det som om jeg elsker det

selvom det er slim og forbindelser

jeg elsker det

jeg logger ind og trykker fortryd

Det er ikke første gang

Gammel

Så blev vi så gamle

at vi troede ung

var lig med farver og musik

så blev det så pinligt

at dem der stadig var det

måtte bære os væk

så måtte vi udfylde rollen

som ægte gammel 

virkelig glemme 

virkelig smide alderen af os

så døde vi

Det er rigtigt nok

Jeg er bevæbnet med velour

På vej

Min kinesiske buschauffør

hører kærlighedsslagere

der ligger et lille lag gul dis

over søerne

ansigterne er blanke

stadig svøbt i nattens ensomhed

jeg er på vej

stimmel

det er på vej

skyerne står på kanten 

stimler tvivlrådigt

på kanten af brølet

og jeg vil rammes

af det usandsynlige

Et hus af træ

Jeg bygger et hus af træ

du stemmer i med dine maskiner

ingen ingeniører

bare håbet om mindre dystopi

arbejdet kalder på tavshed

og ekspertise

vi måler og lægger frem 

vi skærer og passer til

det er det vi kan nu

Hvis

vi havde været venner i nogle måneder
da hun gav mig en blå pude med ordet "undskyld" broderet på
uden yderligere forklaring
det startede et stykke detaktivarbejde

jeg sad foran computeren hver aften
og opstøvede mine brugte dage
med undskyld'et siddende i sofaen
som et uhyggeligt øje

der var intet sket i vores venskab
hun var altid meget omhyggelig i mit selskab
efter nogen dage ringede jeg til hende og gav op
hun lo

det var bare
hvis jeg nu kom til at gøre dig ondt en dag
sagde hun så

Ikke en fugl

Jeg vil ikke skrive om det her

nætterne fluerne mælken

kloragtig 

hovederne i det blå

der burde gøre mig lykkelig

jeg har drømt om det her

længe i kulden

jeg så en fugl for mig

den fløj lavt og rødligt

ingen kunne nå den

Gå

Jeg sidder over Spanien

med min fastfoodmave

jeg læser om at gå

jeg læser i fem timer

jeg er totalt opslugt af magre landskaber

da bogen er færdig er min mave flad

vi lander nær Afrika

det første jeg får øje på et blikskur

jeg beslutter mig for at gå

til blikskuret forsvinder og alt er hvidt