Fedt

Jeg ligger i min slankeseng

og mærker fedtet smelte

der er fjorten kilo igen

jeg må ikke rejse mig

før jeg er smuk

Jeg var Yakari

Pas på Yakari

utålmodighed vil være din største fjende

jeg trak fire tyggegummikugler

før jeg fik en gul

jeg rakte den op mod himlen

en sol der kunne skinne på mine 

indianerdrømme

gaderne der fødte dette hul

var fjerfri og tipitomme

men jeg var Yakari

Den nye fugl

Der er en ny fugl på vej

langt over byen 

den er ikke tam slet ikk

alle elsker den allerede

den gamle mand lader rynkerne synke

unge kvinder tør tale blidt

et lille barn råber 

mor den er kommet

og prikken på himlen bliver større

jeg vil sætte mig og sove tænker fuglen

i morgen skal jeg udføre mirakler

selvom jeg kun er en fugl

Alle aldre samtidig

Jeg kan ikke engang

løfte brystbenet

i en ny kjole siger du

under heavy attack fra blikke

alligevel

jeg vil gerne give dig en kompliment

hey du er da gammel og ung

og alle aldre samtidig

i morgens sorg er i gårs længsel

det vil nok ikke gøre dig glad

tavshed er brolagt med mælk og sæd

øjnene gives a damn 

når det kommer til stykket

jeg tror på det

Dit tab

Det ægte

og det beskidte

vi graver i lommerne efter det

graver i trusserne

aldrig bange for klistrede hænder

hvad der tilkommer mig

er dit tab

Byens kirtler

når jeg bevæger mig letter de møl 

der sidder overalt på tingene

de er ikke til at se i skumringen 

ligner bare en stribe udtværet skygge 

som om de var tegnet med kul

men hvis jeg hiver tæppet op om mine skuldre

letter de på en gang i et næsten uhørligt hvæs 

der får mig til at huske hvorfor jeg ligger her

af og til holder byens hjerte op med at slå

og vi holder op med at kigge ud af vinduet efter himlen

så banker i stedet en feber i byens kirtler og haler

og alle tårne og spir må lægge sig ned

blive en landsby

Sprækkerne

Inde mellem sprækkerne i vores værelser

fødes den uhyggeligste lykke

i pupillen der udvides i mørket mellem to åndedræt

i tasken hvor billetten ligger som et bogmærke mellem dage før og dage efter

i opgangen lige før vi når ud.

Akrobatisk fodfil

Brug mig brug mig BRUG MIG

jeg har børnehænder og klatrefeber

danser en danser en danser en dans

jeg stamper med run dmcske drøn

i karrets dundrende drømske dynd

og de grønne bananer gør af onsdagsavisen

to spildøde fluer jammer i et glas

et billede af fødder i gang i gang 

skylles ud med en boble fra Guldborgsund

Akrobatisk fodfil tilbage på plads – 

Gasflaske

Denne her fyr har sagt, at jeg skulle ordne hans plejehjem

men jeg var for bekymret

Godt jeg har min gasflaske

Kommer du? 

Torsdag sidste dag

Klart lys i dine øjne nu

det slår mig pludselig at

torsdag bliver sidste dag

vi kan kalde vores

regnen smager allerede anderledes

som en andens mund

Natskyggeallergi

Undskyld
jeg har spist kartofler hele natten for at jævne mine drømme
jeg kommer for sent
og hele kontoret stirrer
jeg tror jeg har stivnet mos på mit revers
men det er min natskyggeallergi
der blomstrer

Guld guld guld

Der er flere end jeg troede, jeg ved ikke hvorfor, jeg har altid forestillet mig, at de rige var ret få. En gruppe mennesker for hvem samling af guld betyder mere end alt andet. Jeg læste et sted at guld skinner på en særlig måde, der får de grådige til at længes efter Den Gamle Verden. Brillanter er bras, diamanter dødvægt. Mennesker med plastik indeni ønsker sig de tunge, gennemsigtige sten og bærer dem på fingrene, om halsen, som en hund, der kun er noget gennem sin ejer. Stenene. De glitrer og spiller med lyset, men de er intet mod guld.
Jeg slog dørene op til Falkonersalen og så et rum med tusindvis af dem, de stod bøjede over små borde i kostelige kåber, mens gamle mænd med briller på næsen lagde guldstykker på vægte, stak næsen hen til den og mumlede tal som de rige noterede sig på små blokke. Jeg bevægede mig, som den fremmede og særdeles urige person jeg var, uhyre forsigtigt ind i salen, som duftede af noget, jeg først ikke kunne bestemme hvad var. Da jeg nærmede mig, strømmede varmen fra guldet mig i møde sammen med en distinkt lugt af sol på huden, kandiserede pærer og - kunne jeg forestille mig - læderindtrækket i en ny Jaguar. Guldets odeur trængte ind, jeg spejlede mig; mine øjne begyndte ret hurtigt at lyse svagt gult og min tarvelige jakke fik et skær af skrædderstof.
Jeg turde efterhånden nærme mig de små borde og kigge med bag de rige. Synet af de små guldstykker var vidunderligt, de sang af det gamle Europa, af fontæner i en have på middelhavskysten, af hornfisk på hvidt porcelæn, af silkehandsker. Når de rige opdagede mig puffede de mig bort, men ikke med en hård hånd eller ukvemsord - mine øjne skinnede nok til at de godtog min tilstedeværelse. Ved det bord, hvor der stod flest rige, lykkedes det mig med besvær at se et udsnit af en mand med et drop i hånden. Gennem en hvid slange løb en gylden væske fra et piedestal med et klæde over ind i hans krop. Jeg kunne ikke se hans ansigt, men pludselig lød der, jeg formoder fra ham, en sang som fra en engel, en dyb og kraftig sang uden ord, som snart efter forvandledes til et stønnende skrig. Fra døren kom straks ambulancefolk løbende med en båre, de gennede de mange rige til side og fik manden op på båren. Droppet tog de ikke ud; der løb efter ambulancefolkene en af disse små bebrillede mænd med piedestalet, og hele dette optog med den skrigende mand i midten, maste sig gennem de rige, der i hundredetal havde forsamlet sig. Jeg blev trængt op ad væggen og kunne ikke følge med længere, men skrigene fortog sig, de var måske ude ved ambulancen. Fem-seks damer omkring mig delte højlydt deres viden om guldets effekt på manden, som de kendte i periferien. De var enige om, at de aldrig havde set ham så lykkelig før.
Jeg forlod med stort besvær salen og mærkede den almindelige luft jage ned i mine lunger, guldet i mig fordampe og min trang til kaviar forsvinde med den.

Hoveder

Hvad skal vi med hoveder

når vi vil danse hele natten

tage forblæste skridt

og smide os grædende på senge

uden løfter

hvad skal vi med hoveder

når næste dag dingler forbi

stygt strygende savnet mod hårene

Så kom den dag

Så kom den dag

da du ville lave det hele om

reolverdener skulle omstyrtes

og hele gulvtæppet flås op

din lille vaps løb omkring 

strintede overalt

peb bjæffede

mærkede nok hvad der skulle ske

jeg ledte efter mine solbriller i alt rodet

som om de kunne 

få solen til at skinne

med sine fake diamonds

du skulle til at få dig nogle briller

sagde min mor altid

når jeg kneb øjnene sammen mod hverdagen

nu siger jeg det til dig

du bryder altid op når alt har dannet rod

mens jeg

jeg lader stå til

Jeg har altid travlt

Jeg har altid travlt

der er steder jeg hellere vil være

syrener blomstrer så langsomt

skidt samles over år

Vi synger det samme

Jeg klistrer dine øjne fast til min seng
du vægrer dig grundigt
din nøgne krop kalder på opklaring
vi bliver aldrig venner igen efter dette
vi bliver nok ikke andet end ældre
dit blik bliver langt under dine forsøg
på at undslippe din historie
du associerer frit
og jeg bliver dårlig af at stå så tæt på dine billeder
det var mig der fandt på dem først
vi kæmper vildt om at udvikles
mine arme sidder med velcro om din hals
dine nyudsprungne hænder vikler og vikler
jeg synger sort og snært
så synger vi det samme

Gensyn (tak til Anna Odell)

Gensynet bader i
levende lys og rødvin
jeg lever op til deres trettenårige stemmer
alt det fine der er mig
har jeg ladet blive derhjemme

hver dag løb jeg som et æsel i klasseværelset
hver dag stod jeg alene i en skov
jeg var to mennesker
men de var toogtyve

jeg holder mit hoved dugfrit i aften
de er her allesammen
jeg kommer også
jeg er her også
dette også
som jeg bærer med mig
hvor jeg går og står

de sidder
i de gamle grupperinger
kender hinandens mænd og koner
kender til livet som det ser ud indefra

dumhed er en slags ondskab
ondskab er en slags gift der løber
hurtigere end et æsel kan rende

Slagskygge

Den største fejl var mit store hoved

hvis slagskygge jeg lagde henover dig

hver dag som en bevidst erobring

ved mit hjertes grundskyld

det var hvad jeg gjorde