Byens kirtler

når jeg bevæger mig letter de møl 

der sidder overalt på tingene

de er ikke til at se i skumringen 

ligner bare en stribe udtværet skygge 

som om de var tegnet med kul

men hvis jeg hiver tæppet op om mine skuldre

letter de på en gang i et næsten uhørligt hvæs 

der får mig til at huske hvorfor jeg ligger her

af og til holder byens hjerte op med at slå

og vi holder op med at kigge ud af vinduet efter himlen

så banker i stedet en feber i byens kirtler og haler

og alle tårne og spir må lægge sig ned

blive en landsby