og at Basqiat er en mere væsentlig kunstner
jeg tror det handler om identifikation med det unge
Warhol opfandt en helt genre
siger jeg i stedet
vi går mellem værkerne
med hinanden i hånden
det er sjette gang jeg er her
siger du
som om du får mere ret af den grund
du kysser mig i nakken
jeg er så forudsigelig
jeg vil ud i parken
hvor der er længere mellem symbolerne
her er næsten ingen
solen er alene på himlen
det er de studerendes fordel
altid at være der hvor de andre
har for travlt til at tage hen
Jeg forestiller mig at vi er de sidste mennesker på Jorden
at kunstmuseet er en overspringshandling
fra at tage konsekvensen af vores lod
vi indprenter os civilisationen
som den var
før vi skal pligtformere os
du spørger hvad jeg tænker på
jeg føler mig fjern fra dig som individ
tæt på dig som art
jeg rækker dig min mund
overbevist om vores overlevelse