Guld guld guld

Der er flere end jeg troede, jeg ved ikke hvorfor, jeg har altid forestillet mig, at de rige var ret få. En gruppe mennesker for hvem samling af guld betyder mere end alt andet. Jeg læste et sted at guld skinner på en særlig måde, der får de grådige til at længes efter Den Gamle Verden. Brillanter er bras, diamanter dødvægt. Mennesker med plastik indeni ønsker sig de tunge, gennemsigtige sten og bærer dem på fingrene, om halsen, som en hund, der kun er noget gennem sin ejer. Stenene. De glitrer og spiller med lyset, men de er intet mod guld.
Jeg slog dørene op til Falkonersalen og så et rum med tusindvis af dem, de stod bøjede over små borde i kostelige kåber, mens gamle mænd med briller på næsen lagde guldstykker på vægte, stak næsen hen til den og mumlede tal som de rige noterede sig på små blokke. Jeg bevægede mig, som den fremmede og særdeles urige person jeg var, uhyre forsigtigt ind i salen, som duftede af noget, jeg først ikke kunne bestemme hvad var. Da jeg nærmede mig, strømmede varmen fra guldet mig i møde sammen med en distinkt lugt af sol på huden, kandiserede pærer og - kunne jeg forestille mig - læderindtrækket i en ny Jaguar. Guldets odeur trængte ind, jeg spejlede mig; mine øjne begyndte ret hurtigt at lyse svagt gult og min tarvelige jakke fik et skær af skrædderstof.
Jeg turde efterhånden nærme mig de små borde og kigge med bag de rige. Synet af de små guldstykker var vidunderligt, de sang af det gamle Europa, af fontæner i en have på middelhavskysten, af hornfisk på hvidt porcelæn, af silkehandsker. Når de rige opdagede mig puffede de mig bort, men ikke med en hård hånd eller ukvemsord - mine øjne skinnede nok til at de godtog min tilstedeværelse. Ved det bord, hvor der stod flest rige, lykkedes det mig med besvær at se et udsnit af en mand med et drop i hånden. Gennem en hvid slange løb en gylden væske fra et piedestal med et klæde over ind i hans krop. Jeg kunne ikke se hans ansigt, men pludselig lød der, jeg formoder fra ham, en sang som fra en engel, en dyb og kraftig sang uden ord, som snart efter forvandledes til et stønnende skrig. Fra døren kom straks ambulancefolk løbende med en båre, de gennede de mange rige til side og fik manden op på båren. Droppet tog de ikke ud; der løb efter ambulancefolkene en af disse små bebrillede mænd med piedestalet, og hele dette optog med den skrigende mand i midten, maste sig gennem de rige, der i hundredetal havde forsamlet sig. Jeg blev trængt op ad væggen og kunne ikke følge med længere, men skrigene fortog sig, de var måske ude ved ambulancen. Fem-seks damer omkring mig delte højlydt deres viden om guldets effekt på manden, som de kendte i periferien. De var enige om, at de aldrig havde set ham så lykkelig før.
Jeg forlod med stort besvær salen og mærkede den almindelige luft jage ned i mine lunger, guldet i mig fordampe og min trang til kaviar forsvinde med den.