Ustramt

Jeg er så ustramt sat sammen
vågner med skælvende jordplader
der selvudvikler kontinentalt
i løbet af dagen finder jeg måske en arm
eller et øjekast der helt ukritisk
har bemægtiget sig en havn
langt væk fra centralnervesystemet
jeg finder en formulering
der som et andet sydamerika slænger sig i fremmede indsigter
eftermiddagen er en desperat famlen
rurale rygstykker, europæisk mimik
jeg spiser aftensmad med kun to lemmer i behold
der er ingenting der kan give mig til kende