Abraham Lincolnsvej

En eftermiddag vi kørte forbi Abraham Lincolnsvej

i fuld hast

kom Abraham Lincoln svævende fra vejskiltet

og fløj udtværet utydelig langs med bilen

vanvittig hurtigt

Vi kørte vel omkring 85

han fløj mindst 90

holdt sig på forkant så hans sorte borgmesterhat stod efter ham

kun fastholdt af den spinkle stormsnor

imens så han sig tilbage over skulderen og hujede

og råbte uforståelige luftopslugte sætninger fra en anden tid.

En anden tid hvor vores SEAT Toledo var et drømmesyn

hvor vi var kommet fra Gud

hvor den højere mellemklasse med sølvgrå lakering, tagboks og jydepik

kunne være et kristeligt jærtegn

en varsling om jordens undergang

jeg kørte vinduet ned og vi satte farten op, vi kørte gennem byen i vanvittig fart

jeg anstrengte mig for at høre hvad han sagde

synes jeg fangede ord som totally lost war og epic fucked forever

men det kan også have været nogle andre.

Og så lige med et

i samme øjeblik som tusmørket faldt på

og gaden blev sortere mens himlen stadig var blå

susede han ned af en sidegade og var væk.