En plantestængel,
bøjet, men ikke kuet. Måske en vandplante, der ikke ser ud af noget særligt.
Taknemmelig over at være blevet skånet af udviklingen. Yndefuld, svagt grøn.
Der er langt til blomsten. Eller måske en snerle, hvor stænglens vej mod
blomsterhovedet er snørklet med bittesmå blade strakt ud i intet. Strakt ud i
intet uden viden om målet. Den søde hvide blomsterkrone uden kendskab til sin
bærer. Måske en skovsyre der ikke vil andet end stå blandt sine søstre, en
bregne der har urtiden som rygrad og som hele livet lysegrønt dækker over
svampenes hemmelige liv. Taknemmelig for sol og regn, taknemmelige for
bøgetræer og nåle-. Taknemmelig for livet, langt eller kort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar